Den legendariske brune »bamse« er forløberen for de bamser, som børn, men også voksne, holder så meget af. Mange, der er vilde med dette legetøj til de mindste, samler stadig på dem, længe efter barndommen. I begyndelsen blev legetøjet især givet til børn i julegave, og de fortalte den alle deres hemmeligheder og deres små sorger, men delte også deres glæde med den.
Flere årtier efter opfindelsen har teddybjørnen stadig en helt særlig plads i de smås hverdag. Der findes i dag rigtig mange varianter af den lille brune bjørn, og den er blevet »moderniseret« gennem årene. Opfindelsen af denne ikoniske genstand skyldes to historiske personer, Richard Steiff og Morris Michtom. Her sætter vi fokus på bamsens historie fra opfindelsen og frem til i dag.
Hvornår blev bamsen opfundet?
Tre personer gjorde bamsen til en eftertragtet og elsket nusseklud, som aldrig bliver gammel. To mænd og en kvinde kastede sig over den legende og underholdende side af denne bamse, den første på markedet allerede i begyndelsen af det 20. århundrede.
Margarete Steiff: hvem var hun?
Historien begynder med den tyske syerske Margarete Steiff. Grundlæggeren af mærket Steiff, som stadig får børns øjne til at lyse ved synet af denne tidløse brune bjørn.
Margarete kom til verden i Giengen an der Brenz i 1840'erne. Allerede som ganske ung var hun meget dygtig til at sy små dyr i filt, og de havde to skæbner. Den som legetøj og den som nålepude for hendes syerskeveninder og bekendte, der efterhånden stod i kø. Denne meget bemærkelsesværdige kvinde havde ellers store fysiske vanskeligheder. Hun gjorde sig umage for at »sælge« drømme til børnene gennem sin kunst og sit håndværk, der næsten blev regnet for en gave, så dygtig var hun. Hendes første stykke, det, der var med til at skabe hendes succes, er en nålepude i form af en elefant. Det blev en fænomenal succes.
Hendes kreationer og især hendes historie har stået prentet i erindringen i næsten 150 år. Margarete Steiff søgte altid det ypperste. Hun holdt aldrig op med at arbejde på at lave varer af stadig bedre kvalitet. Hendes eksplosive succes kommer til udtryk i hendes personlige motto: »Til børn er kun det bedste godt nok«.
Richard Steiff: nevøen, der skulle blive stor:
I Steiff-virksomhedens utrolige historie optræder Richard Steiff. Endnu et af firmaets store hoveder, som havde stor del i dets voksende ry. 4 år efter virksomhedens officielle stiftelse i 1897 deltog Margarete Steiff allerede i legetøjsmessen i Leipzig. En berømt udstilling for modelbygning, fremstilling og udvikling af originalt, men underholdende legetøj og spil. Der var desuden tale om en handelsmesse, som også skulle udbrede kendskabet til de nye tendenser inden for skabere af genstande, tilbehør og ægte legetøj.
1897 er også året, hvor Richard Steiff kom til. Sådan blev han knyttet til sin tantes virksomhed, efter at han havde afsluttet sine studier på kunstskolen i den tyske by Stuttgart. For at få en god start på sin karriere i familievirksomheden blev han sat til at passe Steiffs stand under messen i Leipzig. Han repræsenterede den godt.
Richard var sin tante Margaretes lille protegé. Allerede fra hans første år på kunstskolen skubbede tanten på, for at han skulle blive endnu bedre i sin ambition om at blive en berømt designer. Efter Margarete var Richard den, der var udset til at blive nummer 2 i Steiff-virksomheden. Så fik han idéen til at skabe teddybjørnen, som senere blev ikonet for børns leg i hele verden.
Richard var vild med bjørne, i levende live. Den passion gav ham hans berømmelse i verdenen for at designe bamser, som børn kan lide. For at lave sin prototype studerede Richard rigtige bjørnes adfærd. Sådan lavede han mange tegninger og skitser for at fastlægge dyrets linjer, former og farver. Den zoologiske have i Stuttgart var hans inspirationskilde. Der iagttog han sine yndlingsdyr flere gange om ugen.
Han sad også blandt publikum i cirkus og til omrejsende forestillinger med vilde dyr. I slutningen af det 19. århundrede kunne Richard endelig føre sit projekt ud i livet. Han fremstillede da blandt andet et stort antal teddybjørne på fire ben. Nogle modeller blev lavet med hjul af støbejern. De skulle bruges i legen hos de børn, der godt kunne lide at trække i legetøjet. Richard lavede også teddybjørne som stod oprejst på bagbenene. Den udformning blev valgt, for at legetøjet kunne bevæge sig. Som rigtige, levende dyr.
For at give sine helt særlige små dyr liv gik han i 1902 i gang med at lave teddybjørne med bevægelige lemmer. Børnene var de »kunder«, han sigtede efter. Det var det første legetøj af den slags, nogen legetøjsfabrikant nogensinde havde lavet. Prototypen skulle blive børnenes yndlingslegetøj, for de har hele tiden brug for selskab og for at blive beroliget af en tilstedeværelse. Denne første teddybjørn havde et kodenavn: PB Bär 55. Den blev vist frem for første gang på messen i Leipzig i året 1903.
Richard Steiff og messen i Leipzig: den vindende kombination:
1903 er altså et vendepunkt for Margaretes nevø, der skulle blive stor. Det var under legetøjsmessen i Leipzig, at manden blev kendt af den brede offentlighed. Ikke mindst af dem, der var vilde med den lille brune bjørn, som lige var kommet frem det år.
Richard Steiff fangede de allerstørstes blik, ikke mindst George Borgfeldts. Han kom lige fra New York på jagt efter et stykke legetøj ud over det sædvanlige. Men også på jagt efter den producent, der havde ægthed i overflod. George Borgfeldt var ellers en mand med meget høje krav til sine valg. Da han besøgte familien Steiffs stand, fandt han lige det, han søgte. Han bestilte da 3 000 eksemplarer af den brune bjørn hos virksomheden for at »prøve«.
Der begynder den lange rejse for den originale bjørn. Den bamse, som alle stadig er vilde med i dag. Den lille brune bjørn står for blødhed, tryghed og fortrolighed for alle verdens børn. Denne brune bjørn er den dag i dag ensbetydende med drømme, uudslettelige minder og magi for mange børn og endda voksne.
Morris Michtom, »arvtageren«:
Morris Michtom (1870, 1938) var manden bag Teddy Bear. På det tidspunkt kom teddybjørnens dobbelte ophav igen i forgrunden. Morris Michtom var en russisk mand, som forstod at lade sig inspirere af en stor begivenhed for at skubbe sin skabelse frem. Sidenhen blev han den anden legende efter den brune bjørn, familien Steiff havde skabt.
En anekdote skulle så skubbe ham helt frem i lyset. Morris Michtom udnyttede en begivenhed, som var overgået datidens amerikanske præsident, Theodore Roosevelt. Sagnet fortæller, at statsoverhovedet skulle have deltaget i en bjørnejagt i staten Mississippi. Og at han skulle være kommet hjem med tomme hænder efter timevis i skoven. For at snyde kritikernes øjne skulle hans partnere og andre højre hænder have foreslået ham at binde en rigtig bjørn til et træ. Det skulle få folk til at tro, at præsidenten havde haft held i sin jagt på det »perfekte bytte. Allerede dagen efter fik situationen dog stor omtale i et af tidens allerførste og mest kendte dagblade. Washington Post bragte da denne "legende" på forsiden allerede morgenen efter. Forsiden var oven i købet illustreret af en anerkendt tegner, som virkelig formåede at sætte øjeblikkets ikon i scene: den lille brune bjørn. Derfra kommer Morris Michtoms idé om at skabe den lille brune bjørn. Denne gang med den ene og eneste Teddy Bear. Teddy hentyder nemlig til præsident Roosevelt, det var netop hans kælenavn.
Teddybjørnen: mod nedturen?
De store krige vendte op og ned på handelen med teddybjørne. Men også på fremstillingen af den. Varer fra Tyskland måtte dengang ikke eksporteres, og den brune bjørn fra Steiff kom netop derfra. Sådan begyndte nedturen for den vigtigste leverandør af det legetøj, som både unge og mindre unge var så glade for.
Nye firmaer udnyttede det til at få deres forretning til at vokse. De sparede dog ikke på fantasien, når de skulle lave en bamse, der ikke lignede den oprindelige model helt. Det internationale marked var sådan, at der skulle større kreativitet til for at få skabt et stykke legetøj, hvis fremstillingsmonopol udelukkende lå hos ét land og én familievirksomhed. Det var tid for dem at finde en anden måde at skille sig ud på. De nye industrier satsede derfor på mange forskellige materialer for at trække forbrugernes opmærksomhed væk fra den ægte brune bjørn. Den, familien Steiff lavede. De tog forskellige stoffer og andet tilbehør til en overkommelig pris i brug for at lave det samme legetøj med den samme trutmund og tilsyneladende den samme blødhed som den oprindelige model.
Man skulle altså finde en måde at få varianter på markedet, der var lige så bløde og lette som forgængeren. Kapok var dengang et meget eftertragtet materiale. Det var lige så blødt som den uld, Margarete havde ladet sig inspirere af til sine mange kreationer helt fra sin tidlige ungdom. Kapok var et alternativ til træuld, som blev uopnåeligt for almindelige mennesker under de store krige.
De kunstige materialer havde også vind i sejlene. Plys af kunstsilke blev dengang brugt flittigt for at tilfredsstille forbrugerne. Det blev vævet af cellulose fra fibre af træagtige planter. Disse materialer ændrede en smule udseendet på den lille brune bjørn, som begyndte at skifte farve alt efter producenterne og de materialer, de havde til rådighed i en tid så vanskelig som en verdenskrig. Da de ikke kunne genskabe den karakteristiske brune farve fra den ægte teddybjørn, satsede fabrikanterne, for det var, hvad de var blevet, ligeud på andre farver. Dér bliver den brune bjørn til den lyserøde teddybjørn, den blå teddybjørn eller den hvide teddybjørn og så videre. De havde desuden et vigtigt særpræg: deres øjne var lavet af glas.
60'erne var desuden et nyt vendepunkt i bamsens historie. De asiatiske konkurrenter kom uventet ind på markedet. Det store pres begyndte at tynge det internationale marked. For de "originale" bjørne forlod lidt efter lidt markedet for legetøj og legesager til de mindste. Der var mangel på arbejdskraft i Europa på grund af krigen og de andre vanskeligheder i en svær tid. Kina begyndte lidt efter lidt at nå sit højdepunkt på forskellige områder af industrien. Især i legetøjsbranchen og navnlig for bamser. Der var rigelig arbejdskraft i Riget i Midten, og landet var ved at blive en stormagt i verden, ikke kun inden for legetøj og så videre, men også inden for anden eksport, der skulle dække en efterspørgsel, som blev større og større i forhold til udbuddet.
Kineserne havde desuden investeret meget i maskiner, der kunne næsten alt i stedet for menneskelig arbejdskraft. Trykluftværktøj til at fylde teddybjørne med fibre var især til stor hjælp for dem. Maskiner til at skære stof og fyld ud oversvømmede også lidt efter lidt markedet for legetøj og for fremstillingen og udformningen af det. Den kunstneriske side af den brune bjørn blev fortrængt af de asiatiske landes evne til at finde på alternativer, der blev billigere og billigere og mere og mere praktiske og egnede til enhver brug. Fra 70'erne blev de traditionelle bjørne lidt efter lidt fortrængt af andre dyr, der var mindst lige så søde, og som gav børnene tryghed. De mest populære bamser forestiller stadig dyr. Men ikke kun bjørne. Så begyndte den lynhurtige himmelflugt for blækspruttebamsen og den vendbare bamse og mange flere.
